TRANSFORMATION - Når kunsten healer historiens dybe sår                             

Katalogtekst: Af Trine Rytter Andersen

Verden lige nu er fyldt med konflikter om tro, tilhørsforhold og grænse-problematikker af en hver tænkelig art. Mens medierne, politikerne og alle de, som lever af at råbe højt, blæser verdens problemer op i en skala, som uoverstigelige bjergformationer, der adskiller mennesker på kryds og tværs af hele planeten, finder møder på individplan sted, som i ubemærkethed fører til forsoning og gensidig forståelse. Der hvor det sker, er der tale om små mirakler, der forandrer livsituationer og skaber grobund for kærlighed, tillid og håb.   

Bettina Winkelmann og Nurith Lumer-Klabbers traf hinanden ifm. udstillingen om indvandrerhistorier i Danmark: Af Lyst eller Nød. Siden har de udviklet et nært venskab og deri fundet basis for, i fælleskab at skabe kunst, som søger at transformerer det historiske fjendskab, som de gennem deres opvækst som hhv. tysker og jøde efter 2WW, har arvet uden selv direkte at være en del af den historie.

Selv om begges familier tilhørte de mere åbensindede og forsoningsparate fløje i hhv. den tyske og den jødiske lejer, har begge kvinder følt de negative effekter af de store dystre kollektive fortællinger om utilgiveligt fortræd og retfærdigt had. Hver især har de måttet gå igennem individuelle processer, hvori skam, skyld og vrede er blevet bearbejdet og transformeret til mere fremadrettede og livsstøttende indstillinger, som senere i livet gør dem i stand til at mødes og knytte dybe venskabelige bånd. Et venskab, der udspringer af tillid, men som også er fyldt med fælles refleksioner over den mørke fortid, og som i år, i forbindelse med 70-året for 2. verdenskrigs slutning, har ført dem frem mod realiseringen af nærværende udstilling: TRANSFORMATION.

Udstillingen er en fortælling om, hvordan to historiske fjender kan hjælpe hinanden med transformere en traumatisk ufrivillig fælles historie fra noget negativt til noget, som er positivt. Kunstnerne lægger stor vægt på, at de taler via æstetikken og det energimæssige - og at deres udsagns stilfærdighed og mangel på genkendelige symboler og retorisk slagkraft, skal bidrage til en personliggjort og individuel refleksion hos den beskuer, som føler sig mast og hjælpeløs overfor en offentlig debat, der kolporterer sort/hvide forklaringer i kølvandet på medierne, der i lige så høj grad bidrager til sensationalisme, og som profiterer af den chokeffekt, som historierne skaber.

Historier om kærlighed og venskab er i regelen en lille smule suspekte - og de sendes ofte hurtigt hen i den lavere ende af pointskalen, for kulturelle tegn. Nærmest per automatik påklistret en etikette, der siger: ’kulørt’, som i betydningen ’for gode til at være sande’. Derimod scorer fortællinger om vold, fornedrelse og had meget lettere topkarakter. Dem tror vi meget mere på, fordi de findes i så rigt mål,  lige meget hvorhen i Verden, vi vender blikket.

Vi lever i en gigantisk informationsstrøm: 24/7 bliver vi opdaterede i verdens fortrædeligheder. Vi ved af erfaring at hemmeligholdelse og mangel på gennemsigtighed, er vejen til mange onde ting. På den anden side har informationsteknologien kapacitet i dag, nok nået det punkt, hvor vi med rette kan drage tvivl om, hvor sand, retfærdig og god den uendelige strøm af historier i virkeligheden er - for os som samfund - og ikke mindst som enkeltindivider? 

Hægtet op på det gigantiske informationsnetværk mister individet let overblikket, farer vildt og lammes i forsøget på at finde ’sandheden’. Det faktum at jo mere vi ved, des mindre sikre bliver vi i forhold til både det ene og det andet, er for de fleste, en skræmmende realitet. Det tab af kontrol, som vi oplever i mediestrømmen, kan vi tackle på flere måder: nogle griber én bestemt ’sandhed’, som de herefter krampagtigt forsøger at fastholde. Andre forsøger at holde billedet mere åbent ved at opsøge modsatrettede informationer, denne strategi er mere krævende og forudsætter selvstændig og kritisk tænkning. Først og fremmest kræver det af den enkelte, at hun kan udholde smerten fra den gnavende tvivl, som altid følger i kølvandet på åbenheden.

Bettina Winkelmann og Nurith Lumer-Krabbers er også optagede af transparens i den personlige kontakt, her forstået på den måde at vi først kan være mennesker i tillidsfuld kontakt med hinanden, når vi tør være åbne og dermed gør os aflæselige for vores omverden. For at illustrerer dette benytter kunstnerne ikke lærred, som bagrund for deres fællesbilleder, i stedet maler de på plexiglas, som ophængt i rækker, skaber en effekt, hvor det bagvedhængende maleri blander sig i det foranhængende og visa versa. Dette greb understreger, hvor komplekst billedet i virkeligheden er, og for beskueren bliver det næsten umuligt kun at se et billede af gangen. I stedet må du vandrer frem og tilbage for at få et helhedsbillede.

Billederne er delvist figurative, der hvor Nurith Lumer-Klabbers har tegnet mennesker og natur med sanselige sorte penselsstrøg, og abstrakte, der hvor Bettina Winkelmann har bearbejdet samme billedflade med en mere nøgtern næsten konkret, malerisk æstetik. På den facon skabes en dialog mellem det fortællende og det nonverbale, som to parallelle og lige væsentlige, spor gennem udstillingens billedforløb.

Vi ønsker ikke at bidrage til den retorik, som vedbliver at holde såret åbent, fortæller kunstnerne, under vores møde vedr. denne tekst. Vi vil inspirer - skabe en energifyldt stemning, hvor følelser og skønhed går hånd i hånd. Værkerne er vidnesbyrd om det svære venskabs succes og dets forløsendepotentiale.

Den franske filosof Jacques Derrida, har skrevet om dette møde og om, hvorledes det i udgangspunktet er nødvendigt at tilsidesætte sin nedarvede fjendtlighed eller angst for den fremmede, for på egen hånd, at kunne tage stilling til, om frygten er begrundet. Mødets succes er desuden afhængigt af et fælles ønske om at kunne mødes på trods af både rationel og irrationel frygt. Først derefter er det muligt at finde et fælles ståsted, i begyndelsen blot som medmennesker, der deler fælles drømme og behov og siden måske som venner eller endda som kærester.

Disse tanker kan forekomme såre banale – men desværre er netop det banale tit forbundet med de største problemer. Fordi den type overskridelser også ofte er besejlede med de kraftigste kollektive besværgelser og tabuer, der netop har til hensigt at bevare status quo. I stedet for at opløse den undertrykkende tilstand, fastholdes ideen om truslen, og fjendebilledet bliver vedligeholdt, ofte også selv om tingene ændrer sig - og endnu senere på trods af al sund fornuft.

Store amerikanske undersøgelser blandt flygtningefamilier, og deres efterkommere efter 2WW, har vist, at hvis fjendebilleder og fastlåste overlevelsesstrategier, nedarves fra en generation til den næste, skaber de alvorlig psykisk lidelse i 2 og 3 generation. Grunden er at familien sidder fastlåst i en konstant kæmp-eller-flygt-tilstand, som når den ikke neutraliseres, bliver integreret som ’normal adfærd’ i familiemedlemmerne. En uhensigtsmæssig og overdreven angstbetonet adfærd påtvinges hermed børn og børnebørn i en situation, som i efterkrigstiden ikke lever op til det overhængende og livsfarlige trusselsbillede, under hvilket denne adfærd i sin tid blev udviklet.

Når alarmen aldrig bliver afblæst på et dybereliggende følelsesmæssigt niveau, er det umuligt at slippe den adfærd, som ikke længere er hensigtsmæssig, men som fastholdes, alene fordi den rent faktisk var årsag til, at netop disse familier overlevede krigens rædsler. Det ulykkelige er, at når adfærden i en familie mister kohærens med det omgivende samfund, kan familiemedlemmerne ikke spejle sig i deres omverden, og så opstår meningsløshed og med den vantrivsel og psykisk sygdom. Fjendebilledet derimod stortrives, og det kan endda udvides til at omfatte en lang række, oprindeligt fuldkommen uvedkommende, ting og forhold.

Der er ingen tvivl om, at verdens mange brændpunkter skaber en uendelig strøm af flygtninge, som er i risikozonen for at havne i dyb materiel og psykologisk forarmelse. Det er så utroligt svært på et upersonligt niveau, at indleve sig i den gru, katastrofer og krige skaber for de mennesker, de går ud over. Vi, som er på tryg afstand af katastroferne, må ikke vende ryggen til alle de mennesker, som er berørte af dem, og som har behov for efterfølgende, at blive mødt på en sådan måde, at alarmen kan afblæses, så livet atter føles meningsfuldt.

Undersøgelser har nemlig også vist at, det skaber varige forandringer i mennesker, når vi rækker ud efter og investerer os selv i en åben og nysgerrig relation til nogen, som vi ikke kender, og hvis kultur vi finder fremmedartet og måske endda ligefrem turende. Det er Bettina Winkelmann og Nurith Lumer-Klabbers historie et levende bevis på, og deres håb er, at flere må få samme positive oplevelse, ved at turde gå i varm og åben dialog med nogen, som de ikke umiddelbart føler sig på bølgelængde med.

Vi har altid et valg på det personlige og interpersonelle niveau: vil vi adskille? Eller vil vi forbinde? Det kan vi hver især tænke lidt dybere over på vej gennem TRANSFORMATION.

Udstillingen blev vist på KunstCenter Silkeborg Bad 2015