LAND ART EVENT 2010 I NATIONALPARK SKJERN Å

Værkbeskrivelser af kurator Trine Rytter Andersen

 

BILLEDHUGGER JØRN RØNNAU / LAKSEN

Laksen i Skjern Å er stamfar til den Europæiske laks og derfor er beskyttelsen af den og dens gener så betydningsfuld. Laksen var den centrale figur i Nationalpark Skjern Å ideen, og den skulle også have prydet nationalparkens logo. Desværre endte hele nationalpark-manøvren i en uløselig konflikt mellem parterne Herning, kommune, Ringkøbing/Skjern kommune og Staten. Men land art værkerne blev opført og flere af dem står der endnu.

Jørn Rønnau blev inviteret, fordi han er en erfaren og international anerkendt land art kunstner, og fordi han tidligere har lavet en kæmpelaks  på 60 meter i Førde i Norge. Laksen der, er lavet af norske granitsten og er i dag byens vartegn og samlingssted. 

Skjern Å-Laksen er placeret på et site tæt på Skarrildhus. Her har en sideå til Skjern Åen dannet et smukt engområde, hvorpå Laksen er etableret med hjælp og materialer fra mange lokale samarbejdspartnere.

Laksen fremstår, som en figurativ skulptur, der dels beskriver laksens fysiognomi på en sådan måde, at børn og voksne kan gå på opdagelse rundt om og på selve skulpturen, for på den måde at tilegne sig kendskab til laksens udseende og form.

De fleste mennesker, som går tur langs åen vil aldrig se den levende laks i vandet. Skulpturen vil derfor kunne bidrage med formidling af, hvad laksen er for en fisk. Publikum vil kunne bruge den på mange forskellige måder. Den indbyder både til udforskning og til ophold og leg. Madkurven kan medbringes og hele familien kan slå sig ned på laksen og derfra nyde det smukke landskab og åen, der snor sig lige under og ved siden af dem. Børnene kan klatre, udforske og lege – de kan stå inde i fiskens kæmpegab og fryde sig over at de ikke bliver spist.

Der er ingen tvivl om at Laksen hurtigt er blevet et kært udflugtsmål for børnefamilier og mennesker, der bare vil nyde solen og udsigten fra en god plads oppe på fisken.

 Jørn Rønnau på udkik efter et godt site ved Skjern Å vinteren 2008

Jørn Rønnau på udkik efter et godt site ved Skjern Å vinteren 2008

 

ALFIO BONANNO / HIDDEN ISLANDS

Alfio Bonanno er lige som Jørn Rønnau, en central figur i dansk land art. Hans værker af levende vækster, sten, træ og andre naturmaterialer er meget populære blandt naturelskere og særligt værket Himmelhøj ved Amager strand tiltrækker børnefamilier, fordi det indbyder til ophold og leg. Alfio Bonanno er inviteret til at lave et værk i forbindelse med Land Art Event 20010 i Nationalpark Skjern Å, og han har udvalgt et sted i Bjørnemosen, hvor han i tæt dialog med stedets beskaffenhed og plantevækster kan etablere et intimt landskab med en helt særlig atmosfære og karakter, for publikum at gå på opdagelse i. Nogle ’hemmelige’ øer i mosen har tiltrukket sig hans opmærksomhed og to har allerede fået navnene ’One Rock Island’ og ’Visteling Bird Island’. I maj måned begynder Alfio Bonanno at indrette sit sted og etablere den særlige plantevækst, som over tid vil vedblive at forme og forandre stedet. Den stedlige naturvejleder Torbjørn Tarp er tilknyttet processen og han vil i fremtiden stå for formidlingen af det hemmelige land i Bjørnemosen. 

Bjørnemosen er et smukt og rigt naturområde såvel på plante- og dyreliv og det tiltrækker derfor mange naturglade mennesker. Værket som Alfio Bonanno skaber, er et skaldt ’Enviroment’, som opfordrer den besøgende til med alle sanser at opleve stedet – at trænge ind i det på stedets egne præmisser. På den måde vil stedet kun være tilgængeligt for den der vil bevæge sig væk fra sti og vej for at gå på opdagelse i et område der har sit eget liv. Værket vil på en poetisk og meget nænsom måde bidrage med ekstra oplevelser, som vil tilføje selve naturen og stedet nye facetter og muligheder.

 Alfio Bonanno under opførelsen af de hemmelige øer i Bjørnemosen ved Bundsbæk Mølle Museum

Alfio Bonanno under opførelsen af de hemmelige øer i Bjørnemosen ved Bundsbæk Mølle Museum

 

ASTRID GJESING / FOR JOY

Astrid Gjesing er digter og billedkunstner og hun har som sådan lavet flere lysdigte i landskaber og i byrum. Hendes neondigte er kortfattede og meget eftertænksomme og de fremstå altid på en afdæmpet og rolig facon, som understreger eftertænksomheden og tillader publikum eftertanken i mødet med værket. Astrid Gjesin er opvokset i området tæt på Skjern Å. Hendes barndoms bæk løb i Rind Å tæt på det sted hvor Rind Å møder Skjern Å. Astrid Gjesings far var, da hun var lille, præst i området. Senere flyttede familien fordi han blev domprovst i Viborg. I forbindelse med Land Art Event Skjern Å er Astrid Gjesing pga. sin baggrund blevet ’den lokale’ kunstner og hun bidrager derfor også med to værker, der begge har personlige referencer til hendes barndom på egnen.

Om sit værk i Bjørnemosen skriver Astrid Gjesing: Det er bækken, der fanger mig. Den ligner min barndoms bæk, som løber ud i Rind Å. Hen lå jeg på maven på den nylagte asfaltvej og så efter de pinde, som vi havde kastet i bækken og set forsvinde ind i bromørket. Hvad skete der derinde? Kom de igennem? Nogle forsvandt, hvorhen? Jeg mødte igen bækken omme i engen, hvor jeg plukkede engblommer til min mor, og hvor de store drenge en gang kastede mig ind i et andet mørke, men det så min mor aldrig. 

Nu genkender jeg den okkergule farve i bækkens kanter, og pludselig hører jeg det. Jeg lægger mig ned i sneen på gangbroen og kigger og lytter. Det er også den samme lyd. Mørke er der også, men ovenover mosens piletræer skinner solen. Det er nu, lyset vender.

Jeg vil tegne et tyndt, gult omrids af min krop, der ligger på gangbroen og kigger og lytter, og skriver FOR JOY I.

Publikum vil møde silhuetten på gangbroen, når de færdes i Bjørnemosen og de af dem som er nysgerrige og vil forstå teksten og lægge sig i figuren på broen for selv at finde ud af hvilken skræk og hvilken lyst der findes når man kikker, lugter og lytter med hovedet nede under broen. En lille tavle ved værket vil fortælle Astrid Gjesings egen historie og skabe mulighed for at publikum kan komme i kontakt med lignende erindringer fra egen opvækst og fortid.

  Publikum lytter til bækkens ridslen om sommeren 2011 der i Bjørnemosen, hvor Astrid har placeret FOR JOY

Publikum lytter til bækkens ridslen om sommeren 2011 der i Bjørnemosen, hvor Astrid har placeret FOR JOY

ASTRID GJESING / AF VAND ER DU KOMMET (ikke realiseret)

Værket er en lyrikinstallation med teksten Af vand er du kommet i grøn neon. Værket bygger på kunstnerens barndomserindringer og på stedet med Rind Å, Arnborg kirke og vejen. Installationen placeres nord/syd ca. 10 m fra Sønder Greenvej, med det ene ben i Rind Å og det andet i brinken til højre for stien.Arnborg kirke tårne sig op 10 meter længere oppe bagved i landskabet. 

Astrid Gjesing skriver om værket: Jeg blev født på hendes halvtreds års fødselsdag, søndag den 9. november 1952, hun gjorde mig til sin fødselsdagssøster. Marie hed hun, Marie Kjær Pedersen. Hun boede sammen med sin bror på en lille gård omme mod Studsgård kirke. Her var min far præst. Til min fem års fødselsdag forærede hun mig en halskæde og et armbånd med en mariehøne. De var af sølv. Armbåndet har jeg foræret til min ældste datter – Marie, da hun blev syv år. Jeg véd ikke, hvor halskæden blev af. Da jeg blev seks år forærede Marie mig et rødt vækkeur, for nu var jeg jo blevet en stor skolepige. Vækkeuret tav, da jeg var fjorten år. Min første kæreste kom til at skubbe til det, så det faldt ned i en kop te. På det tidspunkt havde jeg glemt Marie. Vi var flyttet fra Tanderupkær til Viborg, hvor min far var blevet domprovst, og jeg kom kun tilbage én gang. Midt i 80 ’erne fortalte min mor mig, at Marie var gået i Rind Å. Så hun vendte tilbage til sit fødesogn, Arnborg. Jeg husker hende nu gennem smagen af sigtebrød med margarine og sukker, det fik jeg i hendes køkken med aviser på gulvet den gang, jeg var cyklet alene om til hende.

Af vand er du kommet har dels den personlige historie, som Astrid Gjesing beretter den men det er også et værk, der diskutere kristendom/religion overfor naturvidenskab. Af vand er du kommet er en omskrivning af ’af jord er du kommet’ fra Kristendommen – her i Astrid Gjesings version bliver det til et udsagn, der i lige så høj grad tilslutter sig Darwins evolutionslære om arternes oprindelse som den kristne skabelsesberetning. Værket peger på naturen og vandet som altings begyndelse. I sammenhængen med Arnborg kirke udgør værket en kompleks sammensmeltning af det sekulære og det religiøse som kendetegner vores moderne nutidssamfund.

AF VAND ER DU KOMMET blev afvist af den lokale menighed ved Arnborg Kirke.

I stedet opførte Astrid Gjesing LYSETS TØVEN, også et neonværk med hvidt lys der er monteret spejlvendt på en bro hvorfra det spejles retvendt ned i vandet.

 Astrid Gjesing måtte lede forgæves efter en egnet bro og en tilldelse til sit neonlysværk AF VAND ER DU KOMMET

Astrid Gjesing måtte lede forgæves efter en egnet bro og en tilldelse til sit neonlysværk AF VAND ER DU KOMMET

BJØRN KROMANN ANDERSEN / PRÆDIKESTOL MED HØJT TIL LOFTET

Bjørn Kromann Andersen er billedhugger og hans bidrag This is not an Acon, var en af de få stedspecifikke skulpturer ved den stort anlagte Sculpture By the Sea udstilling langs Århus Bugten i 2008. Værket er siden blevet et ikon for den danske udgave af den oprindeligt australske udstilling ogdet kan bl.a. ses på Kulturministeriets hjemmeside.

I sammenhæng med Land Art Event 2010 har Bjørn Kromanns opgave været at bidrage med et værk som har arkitektonisk karakter og som udfordrer den mere klassiske land art tradition på materialesiden.

Prædikestol med højt til loftet hedder Bjørn Kromann Andersens værk og det skal opstilles i det storladne flade deltaområde ved Kong Hans Bro. Det er en skulptur, der måler l.: 3 m. x h.: 2. 10 m. xb.: 1,10 m. og den er fremstillet i corten-stål, der ruster på den smukkeste måde. Den rustrøde farve komplimenterer den ’græsgrønne’, der dominerer området mange måneder om året og skulpturen vil med denne farve undgå at skabe visuelt støj. Skulpturen behøver ikke at rejse sig meget i området (2,10 m.), fordi landskabet er så fladt. Skulpturen er udføres i et materiale (corten-stål), fordi materiale-sammensætning evt. ville kunne forvirre begreberne i retning af rest af eller rekonstruktion af kirke (- har der stået en kirke her?)     

Man kan tale om ’højt til loftet’ i konkret og i metaforisk forstand. Vestkyst-rummet er højt til loftet og det rummer en egenart og indgyder en følelse af bjergtaget andægtighed. Man bliver stille.

At blive stille står på sin vis i kontrast til en prædikestol. Prædikestolen er almindeligvis karakteriseret ved, at det er herfra, der tales Guds ord til en menighed. Og ikke mindst på vestkysten er Guds ord blevet talt, igennem tiderne - hårdt og fordømmende, puritansk og pietistisk.  Til andre tider forsonende og formildende. 

Det, at ordet har kunnet høres i kirkerummet skyldes ofte en lille, fysisk og konkret genstand, nemlig den såkaldte lydhimmel eller baldakin, en auditivt virkende og lyd-retningsbestemt forstærker. I forhold til Prædikestol med højt til loftet er der ingen lydhimmel, ingen baldakin, hvilket også betyder, at man kan stille sig op på ”prædikestolen” / i skulpturen og råbe ”fuck!” Spørgsmålet er om nogen vil høre dig? Og i sidste ende om den gængse forestilling om sømmelig optræden i det offentlige rum gør det muligt at stå og råbe her - eller om vestkysten som sådan, udsigten (og indsigten?) vil gøre dig tavs og stille, måske mane til eftertanke og refleksion? 

Skulpturen har en bagside, som er den væg, hvorpå prædikestolen er fæstnet – på forsiden. Dette, at en skulptur har en bagside, går imod det gængse, at en skulptur skal fungere 360 grader rundt. Principielt skal man kunne se en skulptur fra alle vinkler. Det kan man også med Prædikestol med højt til loftet, hvis bagside er som et stort lærred eller billede. Et rustent billede, en stor flade, som også refererer til det monokrome maleri eller det amerikanske color field maleri. 

Når man kommer om på bagsiden af skulpturen, står der med hvid skrift på den rustne rød-brune flade: ”Alting har en bagside.” Ret banalt og alligevel med en dybere mening; der refereres selvfølgelig til skulpturens konkrete bagside, men også til bagsiden ved kulturen og naturen. Skriften ”på væggen” er på en og samme tid prunkløs og alligevel monumental af karakter. Også mennesket, der ikke kan kigge over skulderen på sig selv, har en bagside, men til gengæld kan det se fremad – også fra Prædikestolen med højt til loftet – ud over indbegrebet af Vestkyst, ud over historiens onde og gode gerninger, ud over landskabets horisontale og vertikale linjer – kort sagt - ud over. 

Prædikestol med højt til loftet vil skabe mulighed for nye historier og ritualer i det store flade landskab ved Kong Hans Bro. Der vil kunne holdes udendørs gudstjenester, bryllupper. Der kan synges og danses og enkeltpersoner kan bruge stolen til handlinger, taler og bønner af mere privat karakter.

 Bjørn Kromann Andersen i blå Harborørhabit, ved siden af Søren Taaning Marianne Jørgensen og Rene Schmidt

Bjørn Kromann Andersen i blå Harborørhabit, ved siden af Søren Taaning Marianne Jørgensen og Rene Schmidt

 

MARAINNE JØRGENSEN / DE 4 HJERTEKAMRE

Maraianne Jørgensen er billedkunstner har gennem de sidste 20 år skabt særprægede og originale kunstværker med afsæt i jord, planter og landskab. Hun er optaget af relationer mellem mennesker og af hvordan vi bevæger os rundt i verden. Med udgangspunkt heri har hun bl.a. udsmykket et parklignende område ved Trekronerbydelen i Roskilde.

I Nationalpark Skjern Å bidrager hun med en udsmykning af et bynært område ved Præsteskoven ved Sdr. Felding. På Åbrinken etableres 4 store hjerter skabt af shaussésten og rullegræs. Hjerterne ligger blødt som fordybninger i landskabet, sammenbundet af en afvekslende sti, minder de om bladene på en organisk stængel. Stien leder den besøgende over vandløb og fra skoven ud i det åbne terræn ved åbrinken og hjerterne indbyder til ophold og leg. Der etableres en bålplads ved hjerterne og på den måde kan folk, som sejler på åen hale op og holde pause. Ligesom beboerne i området kan benytte anlægget. De 4 hjertekamre sammenbinder Præsteskoven og de nære beboelser og skaber et fælles samlingspunkt ved åen. 

Hjerterne måler 2 m i diameter og de er ca. 1 m dybe. Stien løber over godt 150 m og den kan udvides hvis der er behov for og penge til det. Udsmykningen etableres med hjælp fra en professionel brolægger fra lokalområdet.

 Marianne Jørgensen valgte et sted ved Sdr Felding, hvor hun kunne bruge sine helt særlige evner til at inddrage de lokale i sit projekt.

Marianne Jørgensen valgte et sted ved Sdr Felding, hvor hun kunne bruge sine helt særlige evner til at inddrage de lokale i sit projekt.

 

SØREN TAANING & RENE SCHMIDT / LEJERPLADSEN

Søren Taaning & René Schmidt arbejder sammen i Sørens skov ved Døvling om et naturprojekt der befinder sig i krydsfeltet mellem kunst, natur og friluftsliv. Skovsnogen hedder deres projekt, som inviterer den besøgende ind i et skovområde, hvor kunsten er tilstede men på en underspillet facon, skaber plads for nye måder at opleve natur og kunst på. En oplevelse som først og fremmest er umiddelbar, legende og udforskende – helt uden behov for forkundskaber og viden om kunst i øvrigt. I nationalpark Skjern Å bidrager kunstnerduroen med en lejerplads: En installation som består af naturtro fiberbetonafstøbninger af et typisk billigt iglotelt i forbindelse med en række genkendelige genstande fra nutiden, f.eks. en six-pack,  ipod-højtalere, en økse og en huggeblok. Der vil også være ’en person’ på lejerpladsen og et dødningehoved, ligeledes afstøbt i fiberbeton. Alle genstandende er bemalede, således at de ligner virkeligheden. Lejerpladsen er billedliggørelse af en lejrplads for unge mennesker, sådan som de to kunstnere forestiller sig den. Det hele vil fremstå som en særpræget vision eller kulisse for den besøgende og danne grundlag for undersøgelse, diskussion, historier og ophold. 

Lejerpladsen etableres med nagelfaste elementer på et lille område i en ’kedelig’ granplantage og den vil med tiden gro til i mos og på den måde fremstå som et vidnesbyrd om en fortidig begivenhed. Med Lejerpladsen mixer Søren Taaning og René Schmidt forskellige genre som installation, land art, og filmkulisse. På den facon trækker deres værk også på elementer fra teater/film og moderne fiktionslitteratur.

Værket blev realiseret, men blev hurtigt fjernet igen pga. klager over dets tilstedværelse i skoven.

 Rene Schmidt og Søren Taaning diskuterer muligheder sammen med to kunstkonsulenter fra Herning og Ringkøbing/Skjærn kommune på den iskolde rundtur langs Skjærn Å for at se på egnede steder.......

Rene Schmidt og Søren Taaning diskuterer muligheder sammen med to kunstkonsulenter fra Herning og Ringkøbing/Skjærn kommune på den iskolde rundtur langs Skjærn Å for at se på egnede steder.......